Efterspørgsel efter ISO certificering
ISO-certificering kan være vanskeligt at få i hus og kræver vedligeholdelse, men er også en nødvendighed for at blive underleverandør i offshore-branchen.
Trods stor travlhed arbejder 14 bornholmske virksomheder med at få en eller flere ISO-certificeringer i hus, og TASK Engineering er som den første er kommet igennem. Virksomhederne gør brug af de muligheder der tilbydes i projekterne ”Klar til Energiø Bornholm” og ”National Center for Grøn Energi”.
Gennem initiativer fra bl.a. Business Center Bornholm, som netop søger midler hjem for at kunne understøtte udviklingen af de bornholmske virksomheder, har man kunnet få assistance fra rådgivere til at løse nogle individuelle opgaver i virksomhederne, heriblandt at få opbygget et ISO-ledelsessystem. Der har været stor interesse blandt virksomhederne fortæller Senior Erhvervskonsulent Jørn Pedersen fra BCB, der også glæder sig over at have fået valgt nogle gode konsulenter til at bistå virksomhederne.
Rosen tilfalder blandt andet Carsten Lykke Nielsen, CG RÅDGIVNING;
”Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan man træder ind ad døren, og slet ikke når man skal have fat i virksomhedens arbejdsprocesser og vareflow. Men de skal beskrives, og det kan da være grænseoverskridende, fordi man godt kan være lidt ærekær om sit arbejde, men de gør jo noget rigtigt, ellers ville de ikke have en kørende forretning og tjene penge. Det er nu ikke en mistro, jeg har mødt på Bornholm. Derimod er det mere en indstilling om, at nu er det nu. Vil man sikre sig at kunne blive prækvalificeret til at kunne byde på en opgave i f.eks. offshore, så er certificering en nødvendighed. Det er det efterhånden i mange industrier” fortæller Carsten Lykke Nielsen, der kommer rundt i hele landet og bistår mange forskellige virksomheder med deres certificeringer. Carsten Lykke Nielsen forudser, at behovet bliver større og større, fordi store virksomheder skal dokumentere, at der er styr på processerne også i underleverandørkæden.
Herudover banker behovet for arbejde med sine klimaregnskaber også på døren, fortæller Jørn Pedersen fra Business Center Bornholm: ”At kunne beregne og dokumentere virksomhedens CO2-aftryk bliver også meget snart et krav til vores virksomheder på Bornholm”.
”Der er stadig virksomheder, der kommer i spil uden en certificering, men det er kun i forbindelse med ”brandslukning”, og man må ikke forveksle dét med en døråbning til, at man bare er indenfor hos offshore branchen. Ser man det fra virksomhedens side, så er det slet ikke dumt at se egne processer igennem og spørge sig selv ”kan vi gøre det smartere eller optimere noget. Endelig nævner flere af mine gamle kunder, at det at have kortlagt sine processer har været ret godt at have i forbindelse med introduktion af nye folk til virksomheden” fortæller Carsten Lykke Nielsen.
”Det stod helt klart for os, at skulle vi byde på offshore-opgaver, så skulle der ISO-certifikater til. Nu har vi både certifikaterne ISO-9001, 14001 og 45001, og budt på en offshore opgave” fortæller Claus Andersen fra TASK Engineering. "Vi håber selvfølgelig, at vi på denne måde kan få flere opgaver til Bornholm”. Men at det også har været en hård proces ligger Claus Andersen ikke skjul på, og støtten til at få opbygget og assistancen under certificeringen har været vigtig.
Der findes flere ISO-certificeringer, og Carsten Lykke Nielsen peger på, at vil man levere almindelig service til Offshore Branchen, så er ISO-9001 den man skal gå efter først. Er målet derimod at levere større opgaver, så skal man forvente, at dette også kræver ISO-14001 og ISO-45001.
JF-Data er en af de virksomheder der lige nu er i fuld gang med opgaven og har besøg af Carsten Lykke Nielsen. Når JF-DATA er klar, vil et akkrediteringsselskab gennemgå materialet, hvorefter en godkendelse kan opnås. ”Det er en opgave der tager tid. Det er der vist ikke grund til at skjule, men set i lyset af at større kunder er begyndt at varsle kravet, så er beslutning ikke så svær. Vores hovedområder er i dag indenfor infrastruktur og softwareudvikling. Vi har en afdeling i Farum og en i Nykøbing Falster, og at de daglige processer er beskrevet hjælper faktisk også ledelsesmæssigt, når vi er på flere lokationer", siger Lars Falk, ejer af JF Data.
Klar til Energiø Bornholm
Projektet støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Du kan læse mere omkring projektet ved at navigere rundt i topmenuen.
Hint & gode råd fra Business Center Bornholm:
- Brug ISO certificeringen til at få gået virksomhedens arbejdsprocesser igennem.
Brug ISO certificering som en del af ledelsesværktøjet, gør det aktivt i hverdagen for alle.
- Brug ISO-certificering når du opsøger nye kunder og i markedsføringen.
Her kan du læse mere om CG Rådgivning.